3. januar 2017

Breathe in - breathe out

Godt nytår!

Der er stadig liv.

Det kan godt være, at jeg er kommet i kategorien "midaldrende mand", men jeg er - trods alt - endnu ikke død. Det er ikke sikkert, at jeg får opdateret en masse her eller andre steder for den sags skyld, men jeg er stadig i gang med forskellige ting.
Eksempelvis er vi gået i gang med at bygge endnu en Hjerting Kane i "Grønært klassen" til rederiet. Derudover skal Grønært ombygges lidt, så hun ikke længere er sejlførende. Det betyder, at der ikke længere skal være en sværdkiste. Mastetoften skal ligeledes fjernes, eller i hvert fald flyttes lidt. Grønært og nybygningen fra denne vinter, skal begge være robåde, som den oprindelige Grønært også var. Men vi går skridtet videre og vil bruge begge både til et lille event - Hjerting Classic Race - eller hvad det nu ender med at hedde. Tanken er, at eksempelvis et par lokale virksomheder eller et hold fra fitnesscentret stiller hold, som under Hjerting Byfest skal ro om kap. Det kan f.eks. være stafetroning ud til en bøje og retur, skift mandskab og ud til bøjen igen, eller noget med hvem der først kommer til Langli. Idéerne skal deltagerne til dels selv komme med. Vi håber på en fantastisk sjov dag og en oplevelse for både deltagere og tilskuere. Vi er en smule inspireret af, hvad man gør på den amerikanske østkyst, fra New Foundland og ned til Gloucester, MA, hvor de har flere "Dory" kaproninger. På den amerikanske vestkyst, syd for Los Angeles, kan de også nok. De går linen ud, med selvlænsende både. Jeg har linket til et lille videoklip med vinderne fra 2016... Det ser flot ud og lidt sejt. :)



De her gutter er endnu sejere.... ;)



Tak fordi du kiggede med. Jeg skal forsøge at skrive lidt mere om, hvad jeg går og roder med, en anden dag. :)

17. august 2016

Hvad sker der??!!

Ja,...det må du nok sige.

Jeg er - som du måske ved - kommet med i et lille bådlaug, i min fødeby Hjerting. Vi har hen over vinteren 2015-2016 bygget en 19 fods Hjerting Kane eller Kaane. Kanen er en historisk bådtype og således en del af vores kulturarv. Det er samtidig en bådtype, der kun findes tre steder i verden: Newfoundland, Portugal og altså i Hjerting. Den er fladbundet og derfor rigtig god til at sejle på Vadehavet med. Vi råder over fire kaner i bådlauget, og "Grønært" er altså den nyeste af de fire.
Den gamle "Grønært" var ikke meget værd og blev kun brugt til at måle op og tegne en lille byggevejledning efter.

.

Herefter blev den skåret op og vi gik i gang med "den nye Grønært".


Processen fra fire stykker træ til færdig båd, i billeder...






"Gamle" Grønærts bund, bliver hængt op på vores værkstedsvæg.


Første klædningsbrædder er sat på.


Skabelon opsættes.

Flere klædningsbrædder....og et kraftigt spring i tid, frem til....

...Grønært med bunden i vejret, hul til sværdkiste klar, og afventer bundsmøring.


Billedet taler for sig selv. ;-)


Sværdkiste tilpasses og isættes.


Masten tilpasses.




Mast og raa smøres.

Grønært med bundsmørelse. I baggrunden skimtes vores 21 fods motorkane, som måske kommer i vandet i år (2016).

Og nu er hun grøn....



...og snart klar til Ho Bugt.


Endelig læsset på trailer.


Ved "Æ'bådslæw" står hun klar og vi venter kun på at vinden skal lægge sig.


Det gjorde den så et par dage efter og så blev hun lagt i vandet.


En bette kjøn en...


Processen med at bygge noget, og se at der kommer et slutresultat, har været helt vild. Jeg arbejder jo normalt med noget jeg ikke rigtig ser resultatet af, så det er en fed oplevelse.
Grønært var i øvrigt overraskende tæt og der blev i alt lænset omkring 200 liter vand af, over en tre dages periode. Det er efter sigende ikke så slemt.

Læs mere om vores bådlaug på www.hjerting-kane.dk.
Vi var også i den lokale avis

Mere senere....


6. september 2015

kjaerbro.dk

Pyha....
Hvis du er kommet hertil, fra kjaerbro.dk, så vil jeg skynde mig at undskylde, at der ikke er ret mange oplysninger på familiesiden, der er opdateret længere.
Jeg interesserer mig stadig for Formel 1, men det er også lige før det er det eneste korrekte, på min side. ;)

Jeg lover, amar' halshug, at jeg får opdateret kjaerbro.dk/torben.html "snart".

Opdatering - well over due!

Hej, hvis du stadig kommer her. :)

Der er sket en del ting i mit liv, indenfor de seneste ti måneder.
Først og fremmest er jeg flyttet hjem til Esbjerg, hvorfra mit liv og min hverdag nu fungerer. Jeg har besøg af Magnus en fast hverdag fra skolen slutter og frem til næste morgen, hvor skolen starter og så hver anden weekend. Det fungerer - tilsyneladende - fint for Magnus og også for mig.

Dernæst har flytningen betydet, at jeg er kommet tættere på min familie. Det betyder meget, at de er der og at vi får set hinanden. Det er ikke kun i forbindelse med familiesammenkomster, fødselsdage osv., men eksempelvis bare en søndag eftermiddag, hvor min far og jeg - som i dag - har set Formel 1 sammen. Det er hyggeligt.

Udover det, så er jeg begyndt at genopleve Esbjerg. Jeg er stadig irriteret over, at man ikke kan køre en tur på havnen, som i gamle dage. Det har terrorhegn sat en effektiv stopper for. Men heldigvis er det stadig muligt at komme rundt på Fiskerihavnen og ude ved 6. bassin og det kommende Esbjerg Strand.

Jeg har også fundet mit D-SLR kamera frem igen, og det kan godt tænkes, at der kommer nogle billeder af forskellig art herind. Men den tid, den glæde, som man siger.

Hvis du stadig er med, så vil jeg lige reklamere lidt for min kaffemaskine. Den kan nemlig brygge kaffe ret hurtigt. Det betyder, at hvis din vej skulle gå hen til min dør en dag, så gir' jeg kaffe. Kom bar' do.

Vi ses. ;)

19. november 2014

Tak, TomK

Så oprandt dagen, hvor Mr. LeMans lagde racerhjelmen på hylden. Eller, det vil sige, at i dag sagde han op overfor den samlede verdenspresse, og med sin chef, Dr. Ulrich, ved sin side. De to har haft et fantastisk makkerskab, hvor Dr. Ulrich har skaffet penge, viden og i sidste ende hardware, som TomK så har haft til opgave, at vinde racerløb med.
Det er jo allerede almindelig børnelærdom, hvor mange sejre Hr. Kristensen har haft i det klassiske, franske racerløb. Han er - og vil altid være - noget ganske fantastisk og unikt. Det er ganske enkelt dybt fascinerende, hvad han har opnået. Dermed også sagt, at det giver god mening, at han stopper nu. Der er ligesom ikke mere tilbage at bevise, ikke flere racerløb at vinde, for den sympatiske herre.

(Opdatering 20. november 2014: Der skrives mange pæne ord om TomK. Her er f.eks. lidt ros fra ACO http://goo.gl/LoyoaP)










3. juli 2014

Gastanke - her endte de

De otte tanke er nu på plads, og anlægget kan færdiggøres.



1. juli 2014

Gastanke

Fredericia har nærmest været på den anden ende, de sidste par aftener. DONG Energy har købt 8 store gastanke, som skal flyttes fra havnen til DONGs nye anlæg, i den nordlige del af byen. Her vil de være en del af det ny- og ombyggede anlæg, der skal modtage gas og olie fra Hejrefeltet. Hver tank er 38 meter lang, vejer 325 tons og kan indeholde 12.000 m³ gas. Magnus og jeg har været nede og kigge en af dagene. Det var ret imponerende...





























Videoklip fra rundkørslen ved Oldenborggade.
Videoklip fra forbikørsel i Sjællandsgade.

Man kan læse mere om tankene her.

28. juni 2014

Tomgang!

For severen da, hvor har den her side været i tomgang. Desværre ender de fleste af mine skøre idéer og tanker på andre medier, hvis de overhovedet kommer ud. Nå, men i dag har jeg været i gang med at klippe kløvermarken.... Sådan så den ud i går, i regnvejr.