3. januar 2017

Breathe in - breathe out

Godt nytår!

Der er stadig liv.

Det kan godt være, at jeg er kommet i kategorien "midaldrende mand", men jeg er - trods alt - endnu ikke død. Det er ikke sikkert, at jeg får opdateret en masse her eller andre steder for den sags skyld, men jeg er stadig i gang med forskellige ting.
Eksempelvis er vi gået i gang med at bygge endnu en Hjerting Kane i "Grønært klassen" til rederiet. Derudover skal Grønært ombygges lidt, så hun ikke længere er sejlførende. Det betyder, at der ikke længere skal være en sværdkiste. Mastetoften skal ligeledes fjernes, eller i hvert fald flyttes lidt. Grønært og nybygningen fra denne vinter, skal begge være robåde, som den oprindelige Grønært også var. Men vi går skridtet videre og vil bruge begge både til et lille event - Hjerting Classic Race - eller hvad det nu ender med at hedde. Tanken er, at eksempelvis et par lokale virksomheder eller et hold fra fitnesscentret stiller hold, som under Hjerting Byfest skal ro om kap. Det kan f.eks. være stafetroning ud til en bøje og retur, skift mandskab og ud til bøjen igen, eller noget med hvem der først kommer til Langli. Idéerne skal deltagerne til dels selv komme med. Vi håber på en fantastisk sjov dag og en oplevelse for både deltagere og tilskuere. Vi er en smule inspireret af, hvad man gør på den amerikanske østkyst, fra New Foundland og ned til Gloucester, MA, hvor de har flere "Dory" kaproninger. På den amerikanske vestkyst, syd for Los Angeles, kan de også nok. De går linen ud, med selvlænsende både. Jeg har linket til et lille videoklip med vinderne fra 2016... Det ser flot ud og lidt sejt. :)



De her gutter er endnu sejere.... ;)



Tak fordi du kiggede med. Jeg skal forsøge at skrive lidt mere om, hvad jeg går og roder med, en anden dag. :)

Ingen kommentarer: